Billedpræsentation  

Prospekt Skive 1570
På den øverste streamer ses flg.:
  1. Kaas herregård, ejet af Kaas slægten fra før 1459 til 1523, samt fra 1914 til 1923. Maleri fra 1863.
  2. Gl. Skivehus. Palæ-bygningen er ombygget 1896 i to etager. Parsbergs bindingsværkslænge fra 1719 er bygget over et middelalderkøkken.
  3. Krabbesholm, foto fra o. 1900, lige omkring den tid, da "herregården sprængtes i stumper og stykker", og lige før salget af hovedbygningen til højskole i 1907.
  4. Ørslev Klostergouache af Rasmus Kruse fra 1838
  5. Spøttrup Borg.
Desuden er der på forsiden Prospect'er af Skive 1570, 1579. Samt løjtnant du Plats Skive kort fra 1798 - herunder til sammenligning et aktuelt Skive kort. 
   

Erindringer er muligvis noget, man har, tiest er det dog nok snarere, hvad man vælger at huske, og hermed også at lade gå i glemmebogen.

Formålet med disse erindringer er at give en partsbeskrivelse af den oplevede tid i Skanderup Sogn, hvor modsætningerne mellem Indre Mission og valgmenigheden stadig prægede livet. Men så da også en beskrivelse af den del af livets gang i sognet, der falder inden for den tidsmæssige ramme, som nu en gang er fortællerens - født 1943, forlod sognet i 1963.

Den her oplevede tid var retrospektiv betragtet faktisk en ganske central periode i Danmarkshistorien, hvor omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund for alvor fandt sted. Det skete fra slutningen af 1950’erne som en forlængelse af det første industrialiseringsspring i slutningen af 1800-tallet, hvor manifestationen lokalt især var jernbanens ankomst til Lunderskov i 1866.

Alt dette ved jeg som fortæller, men det indgik ikke i min forståelse af livet dengang. Det bliver det dog ikke mindre sandt af. Men det siger måske noget om, at der kan være en betragtelig forskel mellem det levede liv og den måde, det bliver betragtet på efterfølgende. Vel både fordi det oplevende menneske kan blive gradvist mere indsigtsfuldt, men nok også fordi det fortællende perspektiv vanskeligt kan rumme lugten, smagen, det intense nu. Man må i fortællingen lade sig nøje med de perspektiverende refleksioner, hvor der pilles lidt ud hist og lidt her.

Partsbeskrivelsen bærer helt sikkert præg af opvæksten i et indre missionsk miljø, som socialt stratificeret var en del af de lidt større gårdmandsbrug i Skanderup. Her var det klart antallet af hektar, evnen til at drive et rentabelt landbrug og det religiøse tilhør, der var afgørende i social henseende.

Jeg blev som det første af 5 børn således født ind i et driftigt, jævnt velstående, hektarmæssigt et lidt større gårdbrug og altså med tilhør til Indre Mission. Mine forældre var ud af familier, som var blevet førstegangsvakte under C. J. Moes forkyndelse. Hele min forældregeneration var med et par enkelte, tydeligt markerede undtagelser, hvad man i de kredse kaldte troende.

Min farfar var som sognepolitiker højremand, senere konservativ, et vist nok forventeligt resultat af Moes forkyndelse. Min morfar var så meget yngre, at han igen helt naturligt blev Venstremand i sit sognepolitiske liv. Familiemæssigt vist egentlig en ganske repræsentativ fordeling af samspillet mellem religion og politik i perioden under og efter C. J. Moe. Alt det her postulerede med de forbehold, som kan og skal tages i forhold til Moes politiske indflydelse.

Rammerne var et gårdmandsbrug, hvor trækkraften i markarbejdet de første 5-10 år af min levetid var 3-4 spand heste og en hertil hørende hestestald, hvor der også var en foleboks, dvs. et rum hvor de fødende hopper kunne gå med deres føl i den første tid. En storslået begivenhed var engang o. 1950, hvor en gråskimlet belgierhoppe fik tvillinger.

Hesteholdet var belgier- og jyde-, store, bredryggede arbejdsheste. De blev på et tidspunkt afløst af mere slanke og elegante frederiksborgere og endelig de sidste hestehold, der var oldenborgere. Der var en jævn fordeling mellem hopper og vallakker, dvs. kastrerede hingste. Det var jo arbejdsheste, så der var ikke tid til og brug for fyrrige hingste.

Senere kom der først en, så et par traktorer til - et af resultaterne af den amerikanske Marshall-hjælp i 1950’ernes Danmark - medens hestene gradvist forsvandt. Det var et helt mærbart skred i udviklingen, da gamle kassevogne, produceret hos den lokale ”hjuler”, dvs. en karetmager, nu blev afløst af vogne med gummihjul og med en drejemekanisme, der blev tilpasset traktorens trækkraft. I erindringen står klart en ombygget, gammeldags kassevogn, som havde en meget ringe drejekapacitet i forhold til de nye, traktordrevne vogne. Det kunne man helt klart konstatere, når der blev manøvreret med den nytilkomne Ferguson traktor.

Indbegrebet af den tids gode liv på landet var en arbejdsdag, der i høsten og andre travle tider kunne være lang og anstrengende, hvor man gik bag hestene eller kørte i vogne, trukket af dem. I høstens tid blev der som regel bragt hjemmelavet øl, kaffe og vand ud til den i marken hårdtarbejdende arbejdskraft. Det var formentlig en arbejdsfremmende foranstaltning. Øllet havde en stærk smag af humle og var helt klart aldeles spiritusfri. Det stærkeste, vi i den tid på gården kunne finde var kirsebærvin. Kun når min far var forkølet desuden også snaps, hvoraf en flaske blev konsumeret på forkølelsens første dag, så var helbredelsen en kendsgerning.

Når arbejdsdagen så var forbi, skulle hestene lige en tur ned i den nærtliggende branddam for at blive svalet af. Herefter blev de striglet hjemme i stalden. Det var karlenes arbejde. Med mekaniseringen blev det hele mere effektivt og ikke så slidsomt, men noget af charmen i arbejdsfællesskabet forsvandt vel også.

I min allertidligste erindring var gårdens folkehold på 2-3 karle til markarbejdet, 1-2 piger til husholdning samt børnepasning. Senere blev det færre med den tiltagende mekanisering og behovet for arbejdskraft i byerhvervene. Desuden en fodermester, der boede i et lille hus, der hørte til gården.

Folkeholdet i øvrigt var placeret i værelser på gården med fælles vaskerum ved ”bryggerset” og en ”borgerstue”, hvor man bl.a. spiste sammen med familien og i øvrigt kunne opholde sig, hvis man da ikke sad i daglidstuen og deltog i kort-, damspil o.l. Når man betænker tyendelovgivning og forhold for tyendet på landet bare nogle årtier tidligere, var det ganske anstændige forhold, der her blev budt folkeholdet.

De ”bedste” karle var efter min fars udsagn andre bønders sønner, som skulle ud og afprøve og lære erhvervet. Skiftedag for både karle og piger var her som andre steder 1. maj og 1. november, lønnen var dengang, i 1950’erne nogle få hundrede kroner i måneden, med en betydeligt bedre købekraft end i dag, men dog stadig ikke et godt opsparingspotentiale.

Maden på mine forældres gård var god og tilpasset, at der blev arbejdet hårdt i stald og på mark. Det var såmænd ikke alle gårde, heller ikke hvor ejerne var holdne, økonomisk vel aflagte, hvor dette var tilfældet, kunne man blive oplyst om fra tyende hos madmødre, hvor der blev sparet på alt det, som gav god mad.

Alle måltider, undtaget morgenmaden, så vidt jeg husker, blev begyndt og afsluttet med en bordbøn, ved middagsmåltidet kl. 12 også ledsaget af oplæsning af et kortere skriftsted.

Religionens udslag i sognets sociale liv

Hvis det var muligt - det var det dog slet ikke altid - foretrak mine forældre at hverve karle og piger, som kom i det lokale KFUM og KFUK[1]. Det blev vi børn også anbefalet at deltage i, og det må nok have været noget af en prøvelse for mine forældre, at jeg konsekvent nægtede at deltage i den slags. Forventningen til deltagelsen var der fra konfirmationen og i den efterfølgende ungdomstid. Et enkelt år i det lokale FDF blev det dog til. Kristeligheden var her krydret med en ”smart” uniform og forskellige aktiviteter, som kunne fastholde interessen, hos mig dog kun i et enkelt år.

Man kunne også komme i søndagsskole. Det lå ret fast, at blive sendt hertil, når forældrene var i kirke - jeg husker ikke den præcise fordeling mellem kirkegang og søndagsskolen, men det var under alle omstændigheder en del af opdragelsen at komme i kirken også. Der blev i søndagsskolen sunget, bedt bønner og holdt opbyggelige taler af lokale troende. Jeg erindrer endnu den opbyggelige beretning om en trekant, lavet af pilefletpinde, ophængt over indgangsdøren i søndagsskolen. Den malende historie var, at den symboliserede samvittigheden. Og hvis man ikke rettede sig efter dens advarsler mod et syndigt levned, så ville den efterhånden blive slidt kuglerund og derfor blive helt virkningsløs som advarsel mod det syndige, tvi og skam.

Det syndige var simpelt og veldefineret. Ingen bandeord, et tugtigt levned, dvs. afholdenhed, både seksuelt og mht. spiritus, ingen kortspil og dans. Derimod var det sært nok ikke syndigt at deltage i sanglege, som berøringsmæssigt i forhold til det andet køn var meget lig den utugtige dans.

I min barndoms naivitet bad jeg en gang, hvor mine legekammerater skulle i danseskole, om også at kunne få lov til at deltage. Det blev lodret afvist og betød, at alle mine senere forsøg på dansegulvet blev en sær forestilling af hjemmelavede kompositioner og regulære krumspring til ikke udelt fornøjelse for mine dansepartnere.

Til et ordentligt og ikke syndigt levned hørte også, at man ikke spillede kort. Forbuddet gjaldt dog kun ”rigtige” spillekort med spar, klør, hjerter og ruder. Derimod kunne man udmærket spille ”pirat”, en slags whist med kort, der overhovedet ikke lignede de nævnte, men som havde fire farver og samme kortværdier.

I modsætning til den almindelige, mildt berettet lidt kedsommelige søndagsskole, var det overkommeligt og ikke helt uinteressant at skulle deltage i en i sommerferien afholdt søndagsskolelejr. Det af sognet benyttede opholdssted var placeret ved Lillebælt, tæt på Fredericia, kaldet Lyngsbo.

Opholdet var noget, man kunne deltage i aldersmæssigt et sted fra præpuberteten, hvor det andet køn var begyndt at blive interessant, og det kunne man så godt få til at ligne en interessant aktivitet, selv om der blev sunget, bedt og fortalt opbyggelige historie. Der blev faktisk også appelleret til det kreative med opførelse af sketcher og mindre dialoger, som de kære børn så underholdt forældrene med, når de et par dage ind i lejrugen kom på besøg.

Selv sportsaktiviteter var inddelt i tilhør til KFUM og K eller ”de andre”. Så vidt jeg husker, spillede de største talenter i både fod- og håndbold for KFUM og K. Der var slet ikke problemer for sportsinteresserede her. Det religiøse betød ikke, at man så mindre konsekvent og alvorligt på de sportslige udøvelser. Var man ikke god nok, var der heller ikke en plads på holdet. Her hjalp hverken tilgivelse, næstekærlighed eller nogen form for Helligånd. Kunne man spille, var man med, hvis ikke var man ude.

En anden ganske heldig kombination af sport og religiøst tilhør var de ugentlige bordtennis aftener i det daværende Menighedshus, barakken mellem det daværende kommunekontor og bager Jac. Nielsen og købmand Mogensen i Lunderskov. Her blev der i lidt mere end vinterhalvåret spillet bordtennis på livet løs. Der kom også mange, som missionen ikke sagde noget, men som kunne lide at spille bordtennis. Det var til det yderste velfungerende, en god reklame for Menighedshuset, hvis det også har været hensigten.

Der var kirkegang hver søndag med den ovennævnte variation med søndagsskolen. Der var altid et betydeligt fremmøde, i det mindste som jeg erindrer det. Skulle der komme nye ansigter, blev det bemærket. Man vidste også ret præcist, hvem der sammen med organisten lagde tonen for salmesangen. Nye kærestepar deklarerede velsagtens uformelt her i kirken deres forhold, og sognebørn, indkaldt til militæret viste her til almindelig beundring de evt. erhvervede vinkler og stjerner på uniformen. Organisten, en ugift frøken, velsagens også af indre missionsk tilsnit, fungerede også som lærer i klaverspil. Hun har i sit lille hus nok været et tålmodigt vidne til adskillige, der som jeg ikke havde fået øvet etuder og andet gebrækkeligt som grundlag for den korrekte nodelæsning.

En væsentlig del af det religiøse liv i Skanderup, også i dette tidsrum, var møder mellem menighederne i Harboøre og Skanderup. Selvfølgelig et resultat af C. J. Moes virksomhed i de to sognes menigheder.

Betragtet i et overordnet perspektiv var det et umage møde mellem bønder og fiskere, men de var knyttet sammen af religionen. Der var årligt to møder, et i Skanderup og et i Harboøre. De deltagende familier blev indlogeret hos hinanden, og der var møder i Missionshuset, når værterne var menigheden i Skanderup.

I erindringen står stærkt et møde, hvor en jættestor fisker med fuldskæg stod op og nærmest talte i tunger, sådan opfattede jeg det i det mindste. Han råbte op om Helligånden og lignende religiøse begreber. Sognepræsten var dengang Johs. Danielsen, en formentlig på alle måder god missionsmand. Men jeg erindrer helt tydeligt fra dette møde, at han nok har fornemmet, at det religiøse overdrev her var nået til en grænse, han mente ikke burde overskrides, og han sagde en række helt begribelige ting om evangelierne, det kristne budskab m.v., og han afsluttede så med stille og roligt at bede Fadervor. I min erindring tog det brodden af det religiøse overdrevs værste udskejelser, resten af mødet forløb i god ro og orden.

Her besluttede jeg så, at den slags lå uden for min begrebsverden, og at jeg ikke mere ville deltage i den slags møder. Det har jeg overholdt uden større besvær siden. Det var mig f. eks. langt vanskeligere at holde op med at ryge.

Til det missionske liv hørte også samtalemøder. Jeg husker ikke hvor hyppigt, og jeg deltog af gode grunde aldrig, det var ikke for børn. Men jeg husker tydeligt fra iagttagelsespositionen min fars langvarige forberedelser, når mine forældre var værtspar. Det var værtens opdrag at finde passende skriftsteder og indlede med en ligeledes passende fortolkning, fremsat med den usikkerhed ved at tale i offentlige forsamlinger, som hele livet prægede min far. Jeg tror ikke, det har været nogen udelt fornøjelse for ham, men det hørte jo med. Værtinden, min mor, var mere i sit es, hun skulle sørge for kaffe og kringle, og det var jo helt som det plejede. Kønsrollefordelingen var ikke til debat i de tider.

Og så var der skolegangen. Skanderup Skole var en almindelig landsbyskole 1.-7. klasse, de første 3 klasser hos forskolelærerinden, herefter førstelæreren i 1908 skolens østlige afdeling med læskur. Lærerne var helt op i 1950’erne stadig helt naturligt en del af Indre Mission.

Skolegangen var en skueplads for de sociale skel i Skanderup. Der skulle en i særdeleshed dygtig mønsterbryder til for at bryde den helt iagttagelige rangorden blandt skolens elever. Bagest i klassen blev fra dag et placeret de elever, som kom fra småkårshjem, daglejere, fodermestre m.v. De skulle være endog særdeles dygtige for at kunne overstige lærerens forhåndsforventninger. Det skete vist nok, men det er kun noget, jeg har hørt om.

De første 3 år blev vi undervist i forskolen af forskolelærerinden, ansat siden 1919, dvs. fra tiden med krav i sognerådet om tilknytning til Indre Mission. Hun var ved min skolestart slemt plaget af leddegigt. Vi fik lært at læse, skrive og regne. Bibels historie- og historietimerne var ganske udmærkede, godt tilsat nordiske gudesagn o.l. Skulle der afstraffes, skete det ved ophold i ”det sorte hul” under trappen op til den private bolig ovenpå. Det var faktisk lidt af en fornøjelse at være anbragt her, hullets beholdning af frugt og syltetøj taget i betragtning.

Førstelæreren, som kun blev oplevet i de 3 måneder, der gik inden realskolen, var en da ny afløser for den mangeårigt ansatte lærer Frederiksen, om hvem der gik mange historier om hidsighed og afstraffelsesmetoder. Men også om god og kompetent undervisning, når der var elever, som kunne eller gad tage fra.

Skulle man have lidt mere boglig uddannelse, så forlod man Skanderup Skole i starten af 5. klasse, hvor man havde gået fra marts til sommerferien for at komme i real- eller mellemskole, hvor man lagde 5 klasser oveni for at erhverve en real- eller en præliminæreksamen, dvs. 9 års skolegang. Den dengang nærmest beliggende realskole var Vamdrup Private Realskole, bestyret af en missionsmand. Det forhindrede dog ikke, at også ikke-missionske familier satte elever i denne skole. Ville man hurtigere gennem systemet og videre i gymnasiet, var det helt klart mere effektivt at tage turen omkring Kolding og gå direkte ind på Kolding Gymnasium. Den private realskole i Vamdrup sigtede på det sikre, en præliminæreksamen, som skolen og de fleste forældre tilrådede. Det var jo ikke sikkert, at de boglige evner rakte til gymnasiet, som dengang var for de ganske få.

Hvor det var trygt og under kendte rammer at gå i Skanderup Skole, i det mindste når man kom fra en lidt større gård, så var det nyt og lidt betænkeligt at komme ind i realskolens ukendte omgivelser. Pædagogikken bar præg af, at pryglestraffen langt fra var afskaffet. Min sanglærer, som det kaldtes dengang, vidste, at jeg kom fra en lidt større gård i oplandet, og da vi engang en times tid havde sunget Aakjær og talt om husmænds usle vilkår, spurgte han, om der var nogen, der ikke var begejstret for Jeppe Aakjær. Det havde jeg faktisk ingen kvalificeret mening om, men for at være lidt med i undervisningen erklærede jeg, at jeg ikke brød mig så meget om samme Aakjær. Det medførte prygl med violinbuen, indtil der kun var nogle ynkelige stumper tilbage, som næppe kunne få meget mere ud af de tarme fra smedens kat, som var violinens melodiske fundament.

Realskolebestyreren var et iltert gemyt, som uden betænkningstid brugte sin krogede egestok til korporlig afstraffelse. Men samtidig holdt han helt uforlignelige timer i dansk og historie, hvor han gjorde det hele levende og begribeligt ved f. eks. at anbringe sin korte, kuglerunde krop, liggende på et bord, om det skulle være nødvendigt for at forklare eller illustrere noget i dagens lektie. Der blev kun undtagelsesvist hørt i lektien. Til gengæld blev der hørt ivrigt efter. Når der blev afholdt prøver i aritmetik og geometri i skolens store fællesrum, skulle man bare iagttage, om der var fråde omkring skolebestyrerens mund for at vide, om man havde løst opgaven korrekt.

Et spændende og godt kapitel i livet på landet på den fædrene gård var alle de mange lege- og beskæftigelsesmuligheder.

Et var at hjælpe i marken, det kunne være spændende, når man fik lov til at styre hestene eller traktoren foran et eller andet redskab, som regel en vogn, en hø vender, -rive eller andet, som ikke krævede særlig ekspertise eller omhu.

Knap så muntert var det at hakke eller læsse roer, for ikke at tale om al bøvlet med roetoppen. Eller blive placeret i møddingen og læsse tilkommende vogne, som kørte møget ud på marken.

Det allerværste var faktisk at blive sat til at hjælpe med tærskningen. Det var som regel min far og en karl, der passede selve tærskeværket. Vi med talenter til dette mindre bemidlede kunne så få lov til at tage halm fra eller læsse kornneg over på tærskeværket. Det var hårdt arbejde, det støvede betydeligt og var ganske ubehageligt.

Men der, hvor det var rigtig sjovt, var de næsten ubegrænsede legemuligheder. Laderne indeholdt til opbevaring for tærskning, kreaturfoder m.v. kornneg, hø og halm. Selv om det støvede og faktisk kunne være ret farligt, med risiko for sammenstyrtning af halm og hø, så var det jo helt fantastisk her at kunne grave gange og lege skjul. Eller hoppe ud i det uendelige halmhav fra overliggende bjælker.

Man kunne gå på opdagelse i naturen, dvs. de dyrkede marker og skov med tilhørende kilder, bække, mergelgrave og damme. I bækken kunne man fange hundestejler og ørreder, eller vandrotter, hvis man var uheldig. På markerne kunne man finde diger og områder med ræve- og grævlingehuler, jage harer op, finde fuglereder - eller bare gå rundt og nyde naturen. Hvis man skulle have været så heldig at få lov til at overtage et vækkeur, glemt i et af karle- eller pigekamrene ved skiftedag, så kunne det forekomme, at det blev sat til at ringe lidt før fodermesteren begyndte sin dont ved 5-tiden. Og så kunne man uden at blive forstyrret undersøge alt det, man kendte fra en helt anden side i dagtimerne.

Ud over den slags helt accepterede aktiviteter, var der jo også diverse gale streger. Man vidste godt, at den var helt gal, når mor skreg op om, at nu skulle man se til at komme ned fra den tagryg. I det hele taget var der ikke tvivl om, hvad der var inden for, henholdsvis en overskridelse af grænsen til det tilladelige. Blot var det som regel sjovest at overskride grænsen.

I valget af legekammerater var det helt uden betydning, om der var tilhør til missionen, valgmenigheden, eller de blot befandt sig uden for disse to stridende parter. Min bedste legekammerat og senere ven og medsvirebroder var naboens søn, som på ingen måde havde tilhør til hverken missionen eller gårdmændenes kreds. Faderen var cykelsmed, arbejdsmand, tørvegraver og meget andet, der krævede godt håndelag.

En anden god ven og kammerat var valgmenighedspræstens eneste søn. Den rummelige præstegård havde bordtennis på loftet, hvor vi kunne finde på at spille i store dele af døgnets og ugens timer, hvor der ikke var skolegang. Vi omgikkes så meget, at faderen ville drikke en øl samme med min far en dag, hvor han så ham i en til præstegården tilgrænsende mark. Her gik der dog en grænse, som min far ikke ville overskride. Den øl blev vist desværre aldrig drukket.

Landsbyens smed havde 2 svende og som regel en lærling. Næsten halvdelen af smedjen var afdeling for skoning af landbrugets arbejdsheste. I selve smedjen var der blæsebælg og ambolt samt andet naturligt smedjetilbehør. Smedesvendene var også spændende for drengene i den forstand, at de ind imellem havde store, fine motorcykler. En gang var der en svend med en ”gammel” Nimbus fra før 2. verdenskrig med en art kakkelovnsrør som benzintank. De bandeord, der kunne fyge i smedjen sammen med gnisterne fra det rødglødende jern var heller ikke at foragte. Det var jo ikke hverdagskost hjemme på gården.

Ved siden af smeden lå bageren og brugsen. Bagerens hjemmebagte, ”sønderjyske” rugbrød bar som regel mærker af børnetænder, når det rygende varmt blev hjembragt. Det blev der ikke sagt noget til, det var vel ikke værre end en harket hosteklat ved middagsbordet i borgerstuen.

Desuden var der en ”hjuler” dvs. en karetmager, en tømrer og en tømrer uden egen forretning, som blev kaldt ”flasketømreren”, en flink mand som lønningsdagen nok har givet tilnavnet.

Nabo til fødegården var den lokale vognmand, hvis eneste bandeord var ”filen i’et do”, det blev til gengæld brugt en del. Han var berømt for at insistere på at køre lastbilerne i højeste gear op ad selv de største bakker. Til gengæld forlangte hans chauffører, at det var dem, der skulle køre de gode og mest driftssikre af lastbilerne. Som regel stod der her også motorcykler og ældre biler af flere forskellige slags. Og der var ikke megen kontrol med hvem, der kørte i hvad.

Det var et rigtig godt legeeldorado supplement til gårdens aktivitetsmuligheder.

Et særligt kapitel i barneårene var indkøbsturene i Kolding, som kunne blive foretaget i familiens bil, såfremt far kunne afsætte tid fra gårdens dont. Ellers foregik turen med mor, ind imellem i følgeskab med en anden gårdkone. Og det foregik så med bus, eftersom kvinder den gang sjældent havde kørekort. Bussen var en Brændekilde bus fra Jels, der gik i rute til Skanderup over Lunderskov og Gjelballe til Kolding.

Som hovedregel blev sådan en dag i Kolding suppleret med et besøg på et konditori. Der var to muligheder for os i Kolding den gang. Den ene, Saxildhus var stort set udelukket p. gr. af prisen. Den anden - og reglen - var Klaaborg Konditori.

Skaberen af Saxildhus, Bertram Knudsen er født 14. juni 1881, søn af toldassistent C. L. Knudsen. Han døde barnløs i 1954, adoptivsønnen var død ved en færdselsulykke.

Bygningen, Bertram Knudsen gjorde kendt og berømt, var oprindeligt 4 ejendomme i herredsfoged Saxilds have. G. C. Saxild (1811-85) var herredsfoged for Anst, Slavs, Jerlev og en del af Brusk Herred. 1865 blev han tillige herredsskriver. Ved sin afsked udnævntes han marts 1885 til etatsråd.

Bertram Knudsen blev udlært som bager. Allerede som mestersvend i København blev han berømt for sin markante kvalitetsholdning, og han er ophavsmand til det i 1953 varemærkeregistrerede slogan: Det er smørret, der gør’t. BK ville hellere dø en naturlig død end bruge margarine.

Han lejede lokaler i det nybyggede Saxildhus 3. nov. 1905. Købte og omdannede til Hotel Saxildhus i 1942 efter gennemgribende renovering.

Der blev startet med bageri og konditori i kælderen, herefter restaurations- og selskabslokaler samt tesalon. Konditorudsalget flyttede fra kælderen til 1. sal. Morgenbrød, konditorkager, othellolagkage, kransekager, hjemmelavet chokolade, påskeæg, marcipangrise.

Spies og Kristian X hørte til de mest kendte kunder. Ulastelige selskabslokaler med tykke tæpper, kgl. porcelæn, jacket klædte inspektører, picoloer var firmaets profil. Og priserne var selvfølgelig herefter

I 1950 omdannedes virksomheden til et aktieselskab. Efter Bertram Knudsens død gik det langsomt ned ad bakke for virksomheden. En turbulent periode sluttede med, at bygmester Per Glerup i 1976 købte bygningen. Han fortsatte selv hoteldriften, mens bageriet blev forpagtet ud. Det lukkede i 1988 og erstattedes af en pub, der lukkede i 2012. Der er to restauranter i bygningen, som begge er forpagtet ud. Og bygningen er i 2004 blevet hvid vandskuret.

Nærmeste konkurrent var vel Klaaborg Konditori i Østergade, oprettet 1914, udvidet 1928, lukket som konditori 1972. Og det var hovedsageligt her de indkøbende damer fra Skanderup, ind imellem ledsaget af ægtefæller, og altså med børnene på slæb, indtog kaffe og kager.



Skanderup var i denne overgang mellem landbrugs- og industrisamfund et fantastisk sted, hvor en svunden tid i 1950’erne svandt ganske langsomt, dog ubønhørligt, medens tiden så til gengæld accelererede i 1960’erne. Men da tabte jeg så tilknytningen, var rejst bort i uddannelsesøjemed.

I denne levnedsbeskrivelse er undladt beskrivelsen af teenageårene for en i forhold til missionen noget frafalden.

Der kunne gives begivenhedsrige skildringer af det liv, der udspillede sig på efterfølgeren for Lassens Hotel, Hotel Lunderskov - i en tid, hvor spiritusbevillingen var kommet i hus.

Mere fredeligt kunne man gå hen på den senere borgmester Holger Skrydstrups bageri og cafeteria, hvor man også kunne komme og få wienerbrød efter en nat med tant og fjas på hotellet, eller hvor man blot tog hen, drak en tår kaffe og drøftede verdenssituationen med jævnaldrende.

Når det var tiltrængt med variation til forlystelseslivet i Lunderskov, hvor der også var biograf, dog ikke af avantgardistisk tilsnit, så kunne man tage til Kolding, hvor jeg havde en hel del fornøjelse af at gå til jazzkoncerter på Slotshotellet, ikke så langt fra det dengang helt forfaldne Koldinghus.

Alternativt kunne man gå på Trocadero, også kaldet Palmehaven eller på Casino i Låsbygade. Trocadero var for de pæne slipsedrenge med piger. Det var Casino ikke.




[1] Kristelige foreninger for unge mænd eller kvinder. Kristelig betød her tilknyttet Indre Mission.

   

Søg  

   

Login  

Man kan registrere, men i øjeblikket godkendes kun medlemmer af bestyrelsen.

   

Besøgstæller

Vi har 37 gæster og ingen medlemmer online

   

Besøg

I dag415
I alt766128

Gæster IP 34.207.78.157
   
© Skive Kulturhistoriske Museumsforening